Tid til skemad  

Når dit barn er 4-6 måneder, kan du introducere skemad.

Hos Sundhedsstyrelsen finder du de bedste råd til at komme godt fra start med mos og grød.

De første mundfulde


Dit barn skal være over 4 måneder, fordi tarmsystemet skal være klar til at fordøje maden. Hvis dit barn vokser og trives, er det bedst at fortsætte med modermælk eller erstatning, indtil barnet er 6 måneder.



Tegn på, at dit barn er klar


Dit barn ser nysgerrigt på maden, åbner munden for skeen, kan sidde med støtte og forsøger måske at putte mad i munden med fingrene. Dit barn kan vise tegn på mæthed ved at dreje hovedet væk fra maden.

God startmad


Den første mad er grød, grøntsagsmos og frugtmos. Du finder opskrifter på forskellige slags grød med eksempelvis boghvede, hirse og majsmel hos Sundhedsstyrelsen, der også har en liste over, hvornår du må introducere forskellige typer af fødevarer.


Sådan griber du det an


Vis dit barn, at du selv kan lide maden. Sørg for, at maden ikke er for varm. Sid med dit barn på skødet, så I stadig har tæt kontakt, og hold øje med dit barns signaler undervejs. Er mængden af mad tilpas, og hvordan er tempoet?


​​​​​​​Gå langsomt frem


I starten skal dit barn have små smagsoplevelser og vænne sig til en anden konsistens og smag end mælk. Det tager lidt tid at vænne sig til skeen og få oplevelsen af at blive mæt af måltidet. Jo ældre dit barn er, når I starter, jo hurtigere vil denne fase gå. Du må aldrig presse dit barn. Nogle børn er forsigtige og har brug for tid til at vænne sig til måltidet.



Hvis maden kommer ud igen


Selv om dit barn er parat til mad, kan det være svært at få den første mad rigtigt ind i munden og synke. Hvis dit barn skubber maden ud igen, betyder det ikke nødvendigvis, at maden ikke smager godt, men mundmotorikken skal lige øves lidt. Prøv forsigtigt at give en ny skefuld, indtil dit barn drejer hovedet væk eller lukker munden.


Børn er forskellige​​​​​​​​​​​​​
Nogle børn accepterer hurtigt ny mad. Andre har brug for at smage samme ret otte-ti gange over flere dage, før de accepterer den nye mad. Se det som en sund skepsis fra dit barns side, og hjælp det stille og roligt i gang. Børns appetit er forskellig. Nogle spiser smagsprøver, andre vil have store portioner. Så længe dit barn er rask og i godt humør, er der ikke grund til bekymring.

Vidste du...

​​​​​​​

... at brødskorper er gode, hvis gummerne klør?


På Sundhedsstyrelsens hjemmeside sst.dk kan du downloade eller få sendt den nyeste udgivelse med gode råd om dit barns første måltider:

Mad til små – fra mælk til familiens mad.

Denne artikel er en del af BabySnak

Læs mere om BabySnak her

Sidste gang

Guide til højstol

guide til højstol

Vil du have baby lidt mere op i øjenhøjde? Så kan det være at en højstol med babyindsats er noget for dig. Vi fortæller her lidt om højstole og deres funktion.

Næste gang

8 farer i hjemmet

Farer i hjemmet for baby

Er de nysgerrige fingre begyndt at udforske liiidt mere end tidligere? Så kan det være en god idé lige at tjekket hjemmet igennem, så du får mere ro i maven. Vi giver dig 8 farer du ikke må overse og en god tjekliste til de forskellige rum i huset.​​​​​​​