8 farer i hjemmet

for baby

De første leveår bliver brugt på at tilegne os så meget kendskab og viden om omverden som muligt. Derfor er små børn som nysgerrige miniforskere, der går på opdagelse for at kortlægge verden omkring sig og forstå, hvordan den hænger sammen.

Små børn er som nysgerrige miniforskere, der går på opdagelse for at kortlægge verden omkring sig og forstå, hvordan den hænger sammen - og intet er ligegyldigt for den lille professor. Så snart kravleriet er på plads, får forældrene travlt. Der skal sættes en låge for trappen, kaktussen skal op i højde og ledningerne skal gemmes væk. Men i børnehøjde findes der også mange andre interessante ting at undersøge, som vi som forældre måske ikke lige tænker på som mulige farer for de mindste.


Vi sætter her fokus på 8 farer i hjemmet, som du ikke bør overse, hvis du har en baby. Katrine Kuhl, sundhedsplejerske på Nørrebro og Bispebjerg, kommer ulykkerne i forkøbet med sin liste over ting i hjemmet, du skal være opmærksom på, når baby begynder at kravle – og helst lidt før.

Toiletbørsten

Stil den, så baby ikke kan få sine små buttede fingre i den, og undgå at fylde den med toiletrens, hvis du alligevel vælger at lade den stå fremme. Skulle det ske, at baby indtager toiletrens, så kontakt læge og giftlinjen med det samme for at høre, hvad I skal gøre.

Kattebakken

Det siger sig selv, at kattetoilettet er en invitation til leg, når man er ny i den her verden. Så stil den et sted, baby ikke kan komme til uden videre, for eksempel i bruseren på badeværelset.


Hundeskålen

Det er muligvis ikke lige så skidt for at barn at tage en bid fra hundeskålen, som fra kattebakken, men ikke desto mindre er det godt at undgå – især tørkost, der kan sætte sig fast i halsen, men også vandet, der kan være en tilsavlet omgang.


​​​​​​​Dimser & småsager

Børn har øje for de mindste ting, vi andre overser. Det være sig et afklippet hjørne af frostposen med ærter, en indtørret rugbrødsterning fra gårsdagens frokost og hundredvis af andre småting, som lander på gulvet. Så vær opmærksom og sving kosten de steder, der især samler sig skidt.

Vasketabs og rengøringsmidler

Mange opbevarer dem under vasken, og vil du fortsat gøre det, så sørg for at få sat en sikring på skabet, så det ikke kan åbnes af en lille én – den færdighed tilegner de sig nemlig hurtigt, og kemikalier til afkalkning og lignende er absolut ikke for småbørn.

Skraberen

Har du din skraber liggende på gulvet i bruseren, så sørg for at få den gemt af vejen, så junior ikke en dag ender med at kravle på eventyr i den spændende brusekabine og finde den. De fås med holder til montering på væggen og er en fin løsning, hvis du ikke har en hylde, den kan ligge på.

Tunge ting

Gennemgå dit hjem med blik for, hvad den lille kan finde på at rejse sig op ad. Alt skal kunne holde til at agere støtte. Så monter reoler og skabe i væggen og fjern de ting, der ikke står fast.


​​​​​​​For lav seng

Sæt bunden i sengen ned, før baby kan rejse sig op, og ikke først når du har set det første gang. En tur ud over kanten fra sengen er en træls oplevelse for alle, så det gælder om at være på forkant.

Tjekliste til det børnesikrede hjem

Katrine Kuhl opfordrer generelt til, at du tager en tur gennem hjemmet i børnehøjde, inden dit barn begynder at kravle. Måske ser du noget, du ikke selv var kommet i tanke om, når du tager babybrillerne på. For at gøre det nemmere for dig at få øje på skjulte farer, får du her en tjekliste, som du kan holde dig til, når du går huset, lejligheden og dine vaner igennem.

STUEN

♦ Sørg for, at tunge møbler er fastgjort, så de ikke kan vælte ned over dit barn. Det gælder for eksempel fjernsyn, reoler, højttalere, lamper og lignende.

♦ Hvis du har pejs eller brændeovn, sørg da for at afskærme dem.

♦ Lightere, tændstikker, stearinlys og lignende skal være uden for barnerækkevidde.

♦ Fjern pyntegenstande, lysestager og andet nips.

♦ Sæt hjørnebeskyttere på skarpe kanter, for eksempel stuebordet.

BADEVÆRELSET

♦ Brug skridsikre måtter, både på badeværelsesgulvet og i bunden af badekarret.

♦ Hvis dit puslebord står eller hænger på badeværelset, skal det stå solidt på gulvet eller hænge godt fast på væggen. Tjek, at bordet ikke vakler eller sidder løst.

♦ Husk, at du aldrig må lade dit barn ligge på puslebordet uden opsyn. Hvis du skal vende dig om, kan du eventuelt lægge en hånd på babys mave imens. Skal du helt forlade rummet for at hente noget, tag da barnet med dig.

♦ Efterlad aldrig din baby alene i badekarret, heller ikke i badestolen. Tøm altid badekarret, når du er færdig med at bade dit barn.

♦ Inden dit barn bliver stort nok til at kunne nå vandhanen selv, kan det være en god idé at få monteret termostathaner, så der ikke sker ulykker med varmt vand.

KØKKENET

♦ Pander, gryder og andet tungt køkkenudstyr må aldrig rage ud over bordkanten. Sørg altid for, at nysgerrige børnefingre ikke kan nå dem.

♦ Knive, sakse, gafler og andre skarpe eller spidse køkkenremedier skal ligeledes opbevares uden for børnerækkevidde.

♦ Efterlad aldrig dit barn alene på køkkenbordet eller uden opsyn, hvis I laver mad sammen.

♦ Elektriske ledninger til køkkenapparater såsom blender, kaffemaskine, røremaskine eller elkedel skal være uden for dit barns rækkevidde. Tag stikkene ud af kontakterne, når maskinerne ikke er i brug.

♦ Sæt skuffe- og skabssikringer på skuffer og skabe i børnehøjde, hvis de indeholder ting, der er farlige for dit barn. Hvis du ikke ønsker at bruge skuffe- og skabssikringer, skal du i stedet flytte tingene væk, så barnet ikke kan nå dem.

♦ Sæt et beskyttelsesgitter på ovnen, hvis den bliver varm udenpå.

♦ Forgiftningsulykker er en af de mest almindelige børneulykker i hjemmet. Kemikalier, medicin, rengøringsmidler og lignende farer bør du derfor opbevare i et højthængende skab, hvor barnet ikke kan nå dem.

UDENDØRS

♦ Farlige haveredskaber og kemikalier skal opbevares utilgængeligt for dit barn.

♦ Hvis I har egen have, kan det være en god idé at hegne den ind, så det er ekstra trygt og sikkert for barnet at lege i haven.

♦ Tjek, at I ikke har giftige blomster og planter i haven, på altanen eller terrassen.

♦ Hvis I har altan, efterlad da aldrig barnet uden opsyn på altanen.

ØVRIGT

♦ Sæt børnesikring på alle vinduer og altandør.

♦ Sæt kontaktbeskyttere i dine stikkontakter, så dit barn ikke kan stikke noget i dem.

♦ Højstol og barnestol skal udstyres med bælte, så barnet kan fastspændes. Efterlad aldrig dit barn uden opsyn i højstol eller barnestol.

♦ Tjek, om du har giftige potteplanter i hjemmet og placér dem uden for rækkevidde.

♦ Gardin- og persiennesnore skal være uden for rækkevidde.

♦ Hvis du har trapper i hjemmet, sæt da børnegitter for. Det kan dog være en god idé at lære dit barn at begå sig sikkert på trapperne i det tilfælde, at du en dag glemmer at sætte gitteret for.

♦ Undgå at placere møbler tæt ved vinduer, så barnet ikke kan kravle op.

♦ Fingerklemmer i dørene kan beskytte dit barns fingre mod klemmeskader.

Denne artikel er en del af BabySnak

Læs mere om BabySnak her

Sidste gang

Er det tid til skemad?

skemad til børn

"Nu kommer flyvemaskinen!"....At gå fra mælk til grød er et stort øjeblik. Nu skal smagsanserne for alvor udvikles og dit barn skal lære at blive mæt på en anden måde, med mere fast føde. Vi giver dig et par tips på vejen.

Næste gang

Guide til klapvogn

guide til klapvogn

Er det tid til at udskifte barnevognen med en klapvogn når I skal på tur? Med en klapvogn kan dit barn nu følge mere med i omgivelserne, og interessen for det opstår for alvor når dit barn selv kan sidde op. Læs vores guide her til hvordan du finder en klapvogn som passer til jeres familie.​​​​​​​