#HeltÆrligt

Michael C. Jensen

“Jeg prøvede bare at være der for min kæreste”

Rollen som far til en fødsel er ikke helt nem. Michael C. Jensen har lige været der, og der er især én beslutning, han var glad for at have taget på forhånd.

Hvordan forberedte du dig til fødslen?

“Jeg synes, jeg var rimelig godt forberedt. Jeg var med til fødselsforberedelse, og jeg læste om fødslen, så veer og de forskellige faser havde jeg styr på. Mange af os har nok et billede af, at en fødsel er som på amerikanske film, hvor alt er dramatisk og går stærkt. Sådan er det slet ikke. Vi havde en cool, moderne jordemoder til fødselsforberedelsen, som var god til at give et overblik. Jeg følte mig rolig, men jeg nåede også et punkt, hvor jeg ikke kunne have mere information.”

Hvordan gik fødslen i gang?

“Vi tog ret hurtigt på hospitalet, da min kæreste kunne mærke, at fødslen gik i gang, og det var godt, for hun havde åbnet sig nok, da vi ankom. Vi var heldige, at det var den jordemor, vi kendte fra fødselsforberedelsen, der var på vagt, og jeg havde fuld tiltro til hende. Så snart vi var på hospitalet, var jeg fuldstændig på sidelinjen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, og jeg prøvede bare at være der for min kæreste og gøre, hvad jordemoren sagde. Det var en helt normal fødsel. Vi var kun på hospitalet i 5-6 timer, før vores søn, Valentin, blev født.”

Hvordan oplevede du din rolle?

“Det var en mærkelig følelse ikke at kunne gøre noget. Jeg stod bare klar. Jeg prøvede at finde ud af, hvad min kæreste havde brug for. Hun ville ikke trøstes, og i et stykke tid virkede det, at jeg bare talte til hende, selv om hun ikke lyttede hele tiden, men så lige pludselig sagde hun: ‘La’ vær’ med at tale til mig’. Jeg havde pakket forskellige snacks, det er sådan noget, man får at vide på forhånd kan være en god idé, men dem fik vi slet ikke spist. Det var ret specielt at se min kæreste have veer. Jeg var ikke bekymret som sådan, men det så virkelig hårdt ud, og selv om det ikke føltes som lang tid, så ville jeg gerne have os over på den anden side. Jeg fik næsten en fysisk trang til at skubbe med i den sidste fase, som var hård for hende.”

Hvad gjorde du til sidst i fødslen?

“Jeg stod oppe ved min kærestes hoved, hvor hun kunne holde fast i min arm. Jeg havde besluttet på forhånd, at jeg ikke ville se barnet komme ud. Jeg ved ikke, om der var en fornuftig grund til det. Det var mere en følelse, jeg tror ikke, at jeg ville have et billede i hovedet, som jeg ikke kunne få ud igen. Jeg klippede heller ikke navlestrengen over. Men jeg husker meget tydeligt en lettelse på min kærestes vegne, da det lille menneske kom ud.”

Hvad har din kæreste sagt bagefter?

“Hun var rigtig glad for, at jeg var der. Vi oplevede nogle sider af hinanden, vi ikke har set før, til fødslen. På et tidspunkt borede hun sine negle ind i min hånd, og bagefter har hun sagt, at hun næsten havde lyst til at give mig smerte, fordi det var min skyld, at hun lå her i smerte. Sådan havde hun det lige der. Det griner vi af i dag.”

Hvad har overrasket dig?

“Da vores lille dreng blev løftet op og lå hos min kæreste, husker jeg det, som om der var et særligt lys omkring ham. Jeg havde det, som om jeg ikke var i min egen krop, som om jeg så det hele lidt udefra. Og lige efter blev alt meget virkeligt, for min kæreste lå der helt udkørt og kunne næsten ikke holde fokus, og så gik jordemoren og alt personalet bare ud af stuen. Og jeg tænke, øh, kommer der nogen og hjælper, eller? Skal jeg tage ansvaret for det her? Jeg vidste slet ikke, at den følelse eksisterede. Det kom som noget nyt, at okay, det er sådan, rigtigt ansvar føles.”

Hvordan føles din rolle nu?

“Det første halve år skulle jeg vænne mig til det. Jeg havde stadig en rolle, hvor jeg skulle sørge for, at alt var godt for min kæreste og vores søn, men uden så meget respons fra ham. Han spiste og sov og lå og kiggede det meste af tiden. Men efter et halvt år begyndte han at kunne kende mig mere. Han lyste op og blev glad, når jeg kom hjem, og dér fik jeg for alvor en følelse af at være far.”