#HeltÆrligt

Anine Hougaard

“Anton blev født otte uger for tidligt”

Det var et chok, at Anines søn kom til verden for tidligt og begyndte sit liv i kuvøse med elektroder og sondemad. Til gengæld er hun i dag den stolte mor til en stor, fræk, dejlig dreng.

Hvordan var din graviditet?

“Jeg fandt først ud af, at jeg var gravid i 20. uge. Ligesom min mor er jeg åbenbart længe om at udskille nok graviditetshormon, så selv om jeg tog flere test, var de negative. Jeg rejste rundt i Nepal med min mand, og først da jeg kom hjem, opdagede vi, at jeg var gravid. Knap tre måneder efter gik fødslen i gang, så jeg nåede kun at være vidende gravid i tre måneder, og det er slet ikke nok til at forberede sig på rollen som mor.”

Hvad skete der ved Antons fødsel?

“Min termin var sidst i september, men d. 29. juli om eftermiddagen fik jeg en murren i maven. Jeg havde ikke så meget som kigget i en graviditetsbog og tog det ret roligt. Men i løbet af natten tog min uro og murren til, og næste morgen kørte vi på hospitalet. Da jordemoderen undersøgte mig, var jeg fire centimeter åben, og der var to minutter mellem veerne. Jeg gik helt i chok. Både min mand og jeg græd. Vi havde ingenting forberedt, og nu gik alt stærkt. Lægerne forsøgte at udsætte min fødsel, så Anton i maven kunne få et stof, der skulle modne hans lunger, og jeg prøvede at samle mig. Om aftenen indså de, at min fødsel ikke kunne udskydes længere. Vi var 13 mennesker på fødestuen, men alligevel var der dødstille, mens jeg forsøgte at føde, og han svuppede frem og tilbage, fordi han var for lille til at hjælpe til selv. Klokken to om natten kom han endelig ud, og blev lagt direkte i en kasse og kørt væk. Han vejede præcis 2.000 gram, men jeg nåede slet ikke at se ham. Jeg blev efterladt i et mørkt og stille rum alene, mens alle styrtede af sted med Anton.”

Hvad husker du fra tiden på hospitalet?

“Vi var indlagt i en måned, og i den måned levede jeg som en zombie ligesom de 46 andre kvinder på neonatal-afdelingen for tidligt fødte. Jeg gik ind i en overlevelsestilstand. Jeg skulle malke ud, lære at give ham mad via en sonde, skifte hans ble inde i kuvøsen, og hele tiden var der alarmer, der bippede fra børn, der fik det dårligt. Vi fik alle mulige ting at vide om, hvad der kunne gå galt. Jeg var overvældet, bange for fremtiden, ked af det. Samtidig følte jeg mig tryg ved, at han var i gode hænder og overvåget med elektroder på alle leder og kanter. Jeg følte mig ensom og isoleret på hospitalet, men jeg fik også et unikt udgangspunkt sammen med Anton. Sammen med bekymringen var der en kæmpe lykkefølelse.”

Hvornår begyndte det at blive bedre?

“Den første aften hjemme, hvor jeg sad i sofaen med min baby på maven og så en film sammen med min mand, og alt var helt almindeligt, først dér forstod jeg rigtigt, at vi havde fået et lille barn. Da vi først var hjemme, havde jeg et stort behov for, at alt skulle være normalt. Jeg ville i en almindelig mødregruppe, ikke en med for tidligt fødte, og jeg meldte mig ikke ind i onlinegrupper for præmature. Jeg havde brug for – ikke at glemme – men at lægge afstand til vores start.”

Hvad hjalp dig undervejs?

“Efter et par dage på neonatal-afdelingen begyndte jeg at skrive en dagbog. Det hjalp, for dagene flød sammen, og jeg ville gerne huske, hvad der var sket. Det var godt at sætte ord på bekymringer, udfordringer og følelser, som kun skulle læses af mig. Jeg tror også, at det betød noget for os på langt sigt, at vi fra starten på hospitalet deltog aktivt i alt omkring Anton. Jeg ville selv skifte ham og give ham sonde i stedet for at overlade det til personalet. Det gjorde mig mere sikker på, at jeg kunne klare det hele, da vi kom hjem.”

Hvordan har I det i dag?

“Anton er en frisk, glad dreng. Det er vigtigt at sige: at selv om du står men lillebitte baby, så kan de blive store, sunde, raske og frække. Han vejer 25 kilo i dag! Og jeg oplever som mor en ubegribelig stor kærlighed hver eneste dag! At blive mor er en ny identitet, som har givet mig et andet perspektiv på livet og på verden. På hvad der er vigtigt, og hvad der ikke betyder noget. Jeg lærer hele tiden noget om mig selv gennem mine børns kommentarer og handlinger. Jeg har aldrig grinet og grædt så meget, som efter jeg er blevet mor.”

Har du også læst...