Mor uden mor

Carolines mor døde i februar 2020, og to måneder efter var Caroline gravid med Carl.

“Der er noget symbolsk i, at jeg kunne have født Carl på dødsdagen for min mor. Han blev født dagen efter og kom som en solstråle i en tid, der ellers var ret mørk for mig. Min mor var på alle måder en ledestjerne for mig, og jeg ved fra hende, hvilke stemninger jeg har lyst til at skabe i Carls liv.”

Selvom Carl er et uomtvisteligt lyspunkt i en livsperiode med stor sorg, har det også været “vanvittigt hårdt” at blive mor så tæt på at have mistet sin egen mor.

“Det var så uretfærdigt, at hun ikke skulle opleve mig som mor. Det var jo hende, jeg skulle sende et billede til af Carl fra hospitalet og hende, der skulle holde ham som en af de første.”

Det er også de mindre ting, hun har savnet. Som sin mors hænder på den voksende mave, den obligatoriske snak om kvalme og en mor, der kommer og hjælper med at lufte hund og handle ind de dage, hvor hun har været ekstra presset som højgravid.

“Selvom der kommer mere perspektiv med tiden, tror jeg nu, at uanset hvor mange år, der var gået, før jeg blev gravid, ville det være hårdt. Det vækker en masse følelser selv at blive mor, når du har mistet din egen.”

Kan jeg det?

Caroline beskriver sin graviditet som ukompliceret rent fysisk, selvom hun de sidste måneder var klar til at få sin krop for sig selv igen. Og selvfølgelig var spændt på at møde ham.

“Jo tættere jeg kom på fødslen, jo mere fyldte den her kommende livsomvæltning også i mine tanker. Det blev mere og mere virkeligt, og jeg skulle lige deale med, at jeg var den lige om lidt. Jeg blev nogens mor. Kunne jeg finde ud af det?”

Caroline var bevidst om, at hendes og Simons liv ville blive anderledes, når Carl var kommet til verden, og hun nød derfor de sidste aftener alene med sin kæreste.

“Jeg gik ni dage over tid. Og hver aften, når Simon lavede god mad til mig, nød jeg måltidet ekstra meget, fordi det måske var det sidste uforstyrrede – og varme – måltid, vi ville dele sammen for en periode.”

Caroline trænede ikke under sin graviditet og spiste generelt det, hun havde lyst til.

“Jeg nød bare at give slip og spise alt det, jeg havde lyst til. Jeg havde behov for at være god ved mig selv på alle måder i den periode. Jeg gik til gengæld mange lange ture med min hund, og det holdt min krop i gang. Hvilket nok var meget godt, da der jo lå et maraton foran mig.”

Hun var ikke bekymret for selve fødslen. Det skulle hun nok klare.  

“Jeg tænkte bare, han kommer jo helt sikkert ud. På den ene eller den anden måde”, griner hun og fortsætter:

”Måske skyldtes min ro omkring fødslen også, at jeg deler hus med en jordemoder, der lejer vores anden sal. Det har skabt meget tryghed igennem hele forløbet at have hende så tæt på.”

Selve fødslen tog 34 timer fra første ve, til Carl var født. De første 28 timer var de hjemme sammen med jordemoderen på anden sal, Emilie, der heldigvis havde fri den dag.

“Jeg var ikke bekymret på noget tidspunkt. Klokken 23.30 om aftenen kørte Emilie os på hospitalet – og seks timer senere var Carl ude. Jeg nåede ikke at få en epiduralblokade, og det var helt okay. Jeg ville gerne føde så naturligt som muligt, men var tryg ved, at muligheden for smertestillende var der.”

Savner hver dag

Som nybagt mor tackler Caroline lige nu sorgen ved at være hængt op af gøremål.

“Da jeg var gravid, gik det meste op i kvalme, og nu hjælper Carl mig igennem sorgen ved at holde mig beskæftiget de fleste timer i døgnet.”

Hun fik hjælp til at bearbejde sorgen lige efter morens død, men føler, at det nok var for tidligt.

“Jeg var stadig i chok og i en tilstand af benægtelse over, at hun var blevet taget fra mig. En psykolog kan jo ikke tage sorgen fra mig eller give mig min mor tilbage, så hvad lavede jeg egentlig der? Et forløb hos en psykolog tager mange kræfter, dem har jeg ikke lige nu, så det venter jeg lidt med. Tiden skaber også mere perspektiv, og det kan være en god ting.”

Selvom der har været masser af folk omkring hende i sorgforløbet, og det har været en stor hjælp og støtte, har det ikke tilnærmelsesvist fjernet det savn, hun føler hver dag.

“Jeg har min mormor og morfar, min mors gode veninder og mange andre tæt på, men der er ikke nogen, der kan erstatte en mor. Så selvom jeg har fået uddelegeret nogle morhatte, vil det tilsammen aldrig være nok, og hun vil mangle ved store begivenheder i mit liv i rigtig mange år frem. Carl er lige blevet døbt, og jeg stod i døren til kirken og tog imod gæsterne, mens jeg tudbrølede over, at min mor ikke var en af dem, der kom ind ad døren.”

Sorgen betød også, at Caroline havde svært ved at komme i gang med den fysiske forberedelse til at skulle være mor, og det meste blev købt i sidste øjeblik. Selv i dag, hvor Carl er tre måneder gammel, er hun stadig lidt rundt på gulvet over den omvæltning, det har været selv at blive mor.

“Det er først nu ved at gå op for mig, hvor stort det er at få et barn. Det er jo det vildeste og det sjoveste, og jeg klarer det rigtig godt.”