Et sidste forsøg

Først tog Joan og Michael en tænkepause på fire måneder. Men så valgte parret at stoppe behandlingen fuldstændigt.

“Vi havde været kærester i tre måneder, da vi gik i gang med IVF, så vi havde været i fertilitetsbehandling i nærmest hele vores forhold. Vi var rimelig afklarede med beslutningen.”

“I alle årene havde jeg fortalt om vores forløb på min blog og skrev også et post om vores valg om at stoppe behandlingen. Men i dagene efter skrev flere uafhængigt af hinanden, at vi skulle prøve Olga Fertility Clinic i Rusland, inden vi gav op.

”Joan og Michael researchede og fandt mange historier om par, der havde givet op, men så var blevet gravide med hjælp fra den private klinik. “Det var også et tryghedstegn, at de gav 80 procent af beløbet tilbage, hvis vi ikke blev gravide med behandlingen. Når man kan det, så må der være ret god succes.”

“Vi blev enige om, at klinikken i Rusland var vores sidste forsøg, inden vi ville opgive at få børn. Hvis ikke det lykkedes denne gang, så var det slut. Hele vores forhold skulle ikke handle om børneprojektet mere."

Forstadier til kræft

Skæbnen ville, at kvinden bag klinikken, Olga Zeytseff, deltog i et seminar i Malmø nogle uger senere, og parret fik en konsultation med specialisten.

“Olga havde gennemgået alle papirer og fandt gode grunde til at fortsætte behandlingen. Men først skulle vi igennem en masse undersøgelser, for hun var overbevist om, at der måtte være en bagvedliggende årsag til, at så mange æg ikke havde kunnet sætte sig fast, når jeg nu havde vist, at jeg kunne blive gravid.

”Joan var nu 41 år, og alderen alene gjorde det sværere at undfange. Den indledende fysiske undersøgelse viste også, at de mange års østrogenbehandling havde påvirket hendes krop på flere måder end bare vægten.

“Jeg havde celleforandringer og var i de begyndende stadier for livmoderhalskræft. Når du har det, er der nærmest ingen chance for, at ægget sætter sig fast. Når jeg ser tilbage på det, er det klart, at sådan noget kan udvikle sig med ni års østrogenbehandling, men jeg kendte ikke til risikoen og var heller ikke blevet oplyst om det af lægerne.”

Et lille hjerteblib

Ni måneder senere var Joan rask igen. Fertilitetsbehandlingen begyndte, og der gik ikke længe, før parret kunne se to streger på graviditetstesten og et lille hjerteblib på scanneren.

“Jeg var meget glad, men også bange. Vi fik masser af tryghedsscanninger, men var ikke rolige, før jeg var så langt henne, at babyen ville kunne overleve en for tidlig fødsel. Det var slemmest i begyndelsen, hvor du ikke mærker liv. Men da babyen begyndte at sparke, kunne jeg at tro på det.”

En overraskelse i et skemalagt liv

Efter ni år med kontrol, skemalagte stik med hormoner og konstante bekymringer ville parret have én ting, der var en overraskelse. Så det var først, da Joan fødte, at parret fik at vide, hvad køn babyen blev.

I november 2021 kom Felix kom til verden ved kejsersnit.

“Fødslen var heldigvis en vidunderlig oplevelse. Det er så sårbart og vildt at føde. Samtidig føltes det også bare så skæbneagtigt. Vi var så tæt på at give op, og nu lå vi her med vores lille dreng.”

Siden fødslen har Joan koncentreret sig om at få ro på sin krop.

“Jeg er endelig ude af hormoner. Det var så vildt, så snart jeg stoppede med fertilitetsbehandlingen, røg vægten af. Graviditetskiloene forsvandt i løbet af de første 14 dage. Derefter røg de sidste 12 kilo, jeg tog på under behandlingen.”

Livet var gået i stå

Selv om det endte lykkeligt, er der nogle ting, som Joan ville ønske, at hun havde gjort anderledes.

“Mit liv har været sat totalt på stand-by i næsten ti år. Det fortryder jeg. Jeg har eksempelvis altid elsket at ride, og det turde jeg ikke, fordi vi prøvede at få et barn. Men jeg skulle bare have gjort det, for det er meget nemt at tabe sig selv i sådan et forløb.”

“Der har været en ubalance, som jeg har haft svært ved at håndtere og acceptere. Michael har kunnet leve sit liv, som han plejede. Det kunne jeg ikke. Hormonsprøjterne fyldte meget, og jeg er gået glip af en masse ting, fordi jeg ikke kunne overskue at skulle stikke mig til sammenkomster med andre. Så var det nemmere at blive hjemme.”

Stil krav og spørgsmål til dine behandlere

Når Joan kigger tilbage på sit forløb, er hun forundret over, hvor mange år der skulle gå, og hvor mange forsøg der skulle til, før det lykkedes.

“Hos Olga blev det hele let og simpelt. Bare det, at de undersøger dig og kigger på hele din historik for at tjekke, om kroppen overhovedet virker, som den skal, gør jo en stor forskel.”

“Det er ret vildt at tænke på, at havde jeg aldrig hørt om Olga, så havde vi ikke fået Felix. Lægerne herhjemme havde opgivet os, og vi ville ikke adoptere. Det var vigtigt for mig at få hele oplevelsen, at bære barnet selv og mærke liv.”

Joan ville ønske, at hun havde undersøgt alternative løsninger tidligere i forløbet.

“Det er vigtigt for mig at understrege, at de danske fertilitetslæger er dygtige og hjælper rigtig mange med at blive gravide. Men når du er tre år inde i et fertilitetsforløb uden resultater, så er det på tide at undersøge, om det er andet end bare fertiliteten, den er gal med.”

“Der er nogen, hvor det aldrig lykkes at få børn, men der er også mange, hvor det sker. Stol på din intuition, husk dig selv, og mærk efter, hvad der er rigtigt for dig. Michael og jeg vidste, at vi ville fortryde det, hvis ikke vi gav det et sidste – det allersidste – forsøg. Nu har vi en sund og dejlig dreng.”