hello baby
3 fØDSLER
Hver fødsel er unik. For det er dig og din krop, der bestemmer hvor meget, hvor længe og hvordan.
Kom med, når Madicken, Katrine og Tore byder deres babyer velkommen til verden.
Tekst: Johanne Boesdal / Foto: Private
“Jeg føder min datter i vandet på tredje eller fjerde presseve”
Madicken Baltzer, 30 år, mor til Hannibal på to år og Vilje på seks måneder
“Jeg følte en stor ærefrygt i tiden op til fødslen med mit barn nummer to. Jeg vidste jo netop godt, hvor stor en oplevelse det var, men også hvor ondt det ville gøre. Min jordemoder fik mig beroliget med, at det for langt de fleste ville gå hurtigere anden gang.
På sjettedagen over terminen vågner jeg tidligt om morgenen med småveer. Det er stille og roligt, og jeg spiser morgenmad med min kæreste Kim og vores søn Hannibal. Hannibal er kun lige fyldt fyldt to år, og selvom vi har talt en masse om stor mave og baby, forstår han det ikke rigtigt. Henad formiddagen kører Kim ham ud til min mor og får afsat vores hund ved gode naboer, så der er ro på den front.
Dagen går, og vi forsøger bare at slappe af i lejligheden. Veerne bliver mere intensive, men de er stadig ikke regelmæssige. Jeg har fået at vide til fødselsforberedelse, at veerne skal komme som perler på en snor, før vi skal tage på hospitalet.
Vi bestiller burger og pomfritter fra grillen sidst på eftermiddagen. Jeg spiser indimellem veerne, da jeg godt ved, at jeg står overfor et maraton, som kræver al min energi. Ved 20-tiden om aftenen begynder veerne at gøre ret ondt, men de er stadig uregelmæssige, så vi bliver hjemme.
Lige her mister jeg lidt modet og frygter, at det vil blive lige så langtrukken en fødsel som den første, hvor jeg havde veer i to dage. Jeg tager derfor verdens længste brusebad, og det varme vand lindrer mine smerter over lænden. Der går stadig 10 minutter imellem veerne, og jeg får sågar barberet mine ben, mens jeg står der og venter på de regelmæssige veer.
Efter badet forsøger jeg at lave nogle yogastillinger. Jeg insisterer på, at vi stadig bliver hjemme, men Kim er ikke helt enig. Han kan jo se, hvor ondt jeg har, så han ringer til fødegangen og får mig overtalt til, at vi skal gøre klar til at komme afsted. Jeg kan mærke, at der begynder at komme tyngde på bækkenet, og jeg tolker det som et tegn på, at der ikke er alt for lang tid igen.
Jeg er utrolig langsom til at komme ud ad døren, og Kim bliver en smule utålmodig. Vi kører afsted ved 23.30-tiden. Jeg har ingen veer på bilturen og begynder igen at tvivle på vores beslutning om at tage derind.
Sluk for musikken!
Da vi ankommer til hospitalet, er jeg så heldig, at det er den jordemoder, som har fulgt mig under hele graviditeten, der er på vagt. Da jeg lægger mig op på briksen, tænker jeg bare: ‘Please fortæl mig, at jeg er åben nok til ikke at blive sendt hjem igen’. Det viser sig, at jeg er otte centimeter åben og stort set klar til at føde! Alle fødende får åbenbart ikke regelmæssige veer.
Jeg havde ønsket at komme ind på en af de to fødestuer på hospitalet, som er indrettet med farver, stearinlys, musik og mulighed for at føde i vand. Jeg bliver placeret i en kørestol, og på vejen derhen beder jeg jordemoderen om at stoppe et øjeblik, fordi jeg skal på toilettet. Hun sætter tempoet op og siger: ‘Nej, du skal ikke på toilettet, du skal føde nu’, og jeg tænker: ’Okay, wauw, det er faktisk lige om lidt, jeg føder, når hun svarer sådan!’. Jeg er hverken bange eller særligt nervøs, bare spændt og kampklar. Jeg er lidt høj over, at det hele går så meget hurtigere end første gang – præcis som jeg har håbet.
Jeg når lige nøjagtig at komme op i karret med vand, da den første presseve kommer. Kim har sat den playliste på, jeg har forestillet mig, at jeg skal føde til. Den første sang er John Mayers ‘Your Body Is a Wonderland”, og jeg råber bare: ‘Sluuuk!’. Jeg skal ikke føde til musik, det føles så distraherende.
Derefter går det stærkt. Jeg føder min datter i vandet på tredje eller fjerde presseve. Otte minutter, tror jeg, at det tager. Jeg sidder på knæene i karret lettere foroverbøjet og kan tage imod hende med mine egne hænder, hvis jeg kan få hende ud i en presseve.
Det lykkes. Jeg løfter hende selv op, og det er præcis så stor en oplevelse, som jeg har drømt om. Jeg er dybt taknemmelig over, at det kunne lade sig gøre.”
“Min krop er sejere end noget andet i hele verden”
Katrine Terese Nielsen, 35 år, mor til Dagmar Emilie på tre måneder
“Min fødselsforberedelse var præget af, at jeg har rygsøjlegigt. Så jeg har været meget bekymret, fordi det bækken, der skal åbne sig under fødslen, er delvist vokset sammen. Derfor har jeg også mange samtaler med lægerne under graviditeten – og er blevet lovet en smertestillende epiduralblokade tidligere end normalt.
Jeg er også blevet fortalt, at der er 25 procents chance for, at jeg vil være nødt til at få et akut kejsersnit, men i udgangspunktet ønsker jeg at føde normalt. En uge over termin mærker jeg den første ve klokken tre om natten. Ved 13-tiden er veerne regelmæssige, og min kæreste Eske og jeg tager afsted til hospitalet, hvor vandet går på fødselsgangen, ligesom vi kommer ind ad døren.
Jordemoderen konstaterer, at jeg er fem centimeter åben, og knap fire timer senere har jeg født. Det kan vist ikke forløbe hurtigere for en førstegangsfødende!
Min kæreste og jeg har talt om, at han gerne vil hjælpe under fødslen, men jeg tror ikke, han har forestillet sig, at han skal hjælpe så meget til, som han rent faktisk ender med at gøre ved at holde mit ene ben under pressefasen.
Jeg har heller ikke selv nogle forventninger til, at han skal spille så aktiv en rolle, men det går meget stærkt, fra jeg ankommer til hospitalet, og hun er født, så der er ikke tid til blufærdighed.Vi når hverken at få snacks eller sengetøj på babydynen, det er bare i gang! Jeg får lidt lattergas, og mere smertestillende når jeg slet ikke!
Selve fødslen er – stik imod alle odds – nem og ukompliceret, og jeg kommer ud af det med en oplevelse af, at min krop er sejere end noget andet i hele verden! Før fødslen var smerte for mig forbundet med noget, min krop ikke kunne. Under fødslen er min krop stærk i smerten, og det er en fed fornemmelse. Også mentalt. Jeg har genvundet respekten for min krop, som jeg lidt havde mistet, fordi jeg har den her gigtsygdom, der forhindrer mig i mange ting. På den baggrund har fødslen været en ret fantastisk oplevelse for mig.
Jeg sidder også tilbage med en positiv oplevelse af, at selvom jeg har haft et kompliceret graviditetsforløb, der skulle planlægges mere end andres på grund af min kroniske sygdom og den medicin, jeg får, så fik jeg en normal fødsel. Det var et hårdt og anderledes forløb med meget planlægning, ubekendte faktorer og godkendelser af læger – og derfor står selve fødslen frem som en af de bedste oplevelser, jeg har haft i mit liv. De var superseje på hospitalet, og jeg var tryg.”
“Jeg kan bare se på hende: Han skal ud nu!”
Tore H. Persson, 31 år, far til Anker på fem en halv måned
“To dage efter termin mærker min kæreste Nanna noget, der godt kan være begyndende veer, da vi lægger os til at sove om aftenen. Hun har forinden haft voldsomme plukkeveer et par gange, hvor vi begge tænker, at det er nu. Det var det så ikke, så vi tager det ret roligt den her gang.
Nanna vækker mig – ret betænksomt – først ved femtiden om morgenen, hvor plukkeveerne er blevet til regelmæssige veer og en smerte, hun ikke har oplevet før. Vi pakker og kører afsted til hospitalet. Vandet går i bilen, helt som det skal være, og hun er tre-fire centimeter åben, da hun bliver tjekket ved ottetiden. Jordemoderen forsikrer os om, at fødslen vil ske, inden hun går hjem kl. 15, og jeg tænker: ‘Det er okay. Det er ligesom en arbejdsdag’.
Det holder så ikke helt stik! Anker kommer først ud kl. 18.45, så forløbet ender med at blive ret langt – taget i betragtning af, at Nanna har haft begyndende veer det meste af natten.
Vi har gået til fødselsforberedelse sammen, og jeg er blevet klædt så godt på, som det nu kan lade sig gøre. Vi har også haft nogle gode snakke, Nanna og jeg, i forhold til hendes forventninger til mig. Vi kender jo ikke hinanden i det scenarie, vi er på vej ind i.
Vi er ret heldige med, at der ikke er særligt travlt på hospitalet den dag, så jordemoderen sidder hos os det meste af tiden. Det er meget trygt og roligt for os begge to. Nanna får i løbet af eftermiddagen, hvor veerne tager mere til, en epiduralblokade. Det betyder, at hun får sat ekstra elektroder på maven, og lægen overvåger udviklingen op til pressefasen.
En følelsesrutsjebane
På et tidspunkt under pressefasen kommer der en læge ind og siger, at barnet bliver stresset, når Nana presser, og derfor falder dets hjerterytme. Der får jeg en smule angst, mens jeg ser på læger, der tager blodprøver med en nål i hovedet på mit ufødte barn.
Tredje gang lægen kommer ind, siger hun til jordemoderen, at hvis ikke barnet er ude inden for et kvarter, bliver de nødt til at gribe ind. Jeg ved ikke, hvad ’gribe ind’ betyder. Det er angstprovokerende.
Efter den besked, og inden vi får helt afklaring på, hvad det betyder, sker der et eller andet med Nanna, som får Anker presset ud på de næste to presseveer.
Tanken om at være kommet så langt, og så måske ikke få lov til selv at gennemføre fødslen, giver hende uanede kræfter. Jeg kan bare se på hende: Han skal ud nu!
Det er ret fascinerende og noget af en følelsesrutsjebane fra sidelinjen også. Jeg kan jo hverken gøre til eller fra og er tvunget til at sætte min lid til de mennesker, vi har omkring os, lytte til Nanna og være tilstede.
Vi har valgt et hospital, hvor der er mulighed for en overnatning. Men fordi Nanna en uge inden termin får en infektion afledt af blærebetændelse, bliver vi tilbudt to overnatninger på hospitalet, da den type infektion kan være alvorligt for barnet, hvis det bliver smittet. Det bliver han heldigvis ikke.
Anker vejer 3.765 gram, da han bliver født, og det er en del mindre end antaget. 14 dage før termin overvejer jordemoderen at sætte fødslen i gang før tid, da hun vurderer, at barnet er ret stort. Vi vil begge gerne, at det skal blive en naturlig fødsel, og jeg er glad for, at Nanna ikke bliver sat i gang. Anker har jo den perfekte vægt, da han bliver født naturligt omkring termin.
Slap af i det
Det er fantastisk at være på hospitalet de første 48 timer. Vi skal ikke tænke på opvask eller indkøb, men kan koncentrere os om at være os: en nybagt familie. Vi har inden været lidt ærgerlige over, at vi på grund af corona ikke kan få besøg på hospitalet, men det ender faktisk med at være ret fint, at vi i de første dage kun er os.
Da vi kommer hjem, er jeg helt høj på følelser. Anker sover ikke særligt godt de første par nætter, og vi er begge i totalt søvnunderskud.
Jeg har lært, at der er så meget omkring en fødsel, som er estimater, og det bedste, du kan gøre, er bare at forsøge at slappe af i det. Ingen kan fortælle dig præcist, hvordan det kommer til at forløbe.”
