Hver fødsel er unik. For det er dig og din krop og din baby der bestemmer, og det er en kæmpe indsats, I leverer.
Det oplevede Inga, Line og Mikkel, da de bød deres babyer velkommen til verden.
Tekst: Camilla Falkenberg / Foto: Private
“Jeg er dybt imponeret over, hvad min krop kan”
Inga Þórisdóttir, 35 år, mor til Eyva.
“Jeg forberedte mig helt sindssygt meget til fødslen og havde en liste med næsten ti ting, jeg ønskede, der skulle ske. Jeg ville blandt andet ikke bedøves, og jeg ville føde i vand. Både min familie og mine venner fortalte mig, at det er bedst ikke at have for mange forventninger til fødslen, men jeg lyttede ikke. Jeg vidste godt, at det hele nok ikke kunne lade sig gøre, men jeg var slet ikke forberedt på, at intet på min liste kom til at ske.
Fødslen starter faktisk på terminsdagen, men jeg opdager det ikke. I stedet tror jeg, at jeg har fået blærebetændelse, for jeg skal tisse hele tiden, og det føles, som om noget presser ned på blæren. Jeg bliver tjekket både mandag og onsdag, men sendes hjem begge gange. Torsdag formiddag har jeg tid hos min jordemoder, og presset og smerterne er nu så stærke, at jeg ikke
kan stå på benene. Min mor henter mig og sætter mig ind i en taxa, der kører mig 300 meter ned ad gaden til min jordemoder.
Jordemoderen kan godt se, at den er gal med mig, så hun laver en hindeløsning for at sætte fødslen i gang. Det gør sindssygt ondt, men det virker. En time senere kommer de første veer. Jeg lægger mig ind i seng, ser nogle film, spiser nogle snacks og starter min fødselsapp, så jeg kan holde styr på, hvor langt der er mellem veerne.
Omkring klokken 14 ringer jeg til min mand, Tim, og fortæller ham, at vi er i gang. Smerterne tager til hen over eftermiddagen, og efter aftensmaden sætter jeg mig ud under bruseren på en yogabold. Det varme vand lindrer.
Da uret viser 21, går jeg i seng. Veerne tager til, men er uregelmæssige. Efter en time ringer jeg til fødegangen, men de synes ikke, at jeg skal komme endnu. Omkring midnat ringer vi igen og får samme besked om at vente. Halvanden time senere går vandet, og lige efter kommer presseveerne. Vi får endelig lov at komme ind på fødegangen, og da vi kører mod hospitalet, er veerne så kraftige, at vi er bange for, at jeg føder i bilen.
Da vi ankommer til hospitalet, står der heldigvis en kørestol, og Tim løber med mig ned ad gangen. Vi bliver vist ind i et undersøgelsesrum, og jordemoderen siger straks, at jeg ikke må presse. Selvom jeg har været i pressefasen den sidste time, viser det sig, at jeg kun er fem centimeter åben.
Sygeplejersken giver mig noget bedøvende, men det virker ikke. De prøver at flytte baby med Rebozomassage, men presseveerne tager bare til. Da klokken er 05 om morgenen, kommer presseveerne hvert minut. Det har stået på i næsten tre timer nu. Jeg er udmattet, og selvom drømmen er at føde uden bedøvelse, ender jeg med at bede om en epiduralblokade.
Ved 06.30-tiden kommer anæstesisygeplejersken endelig. Blokaden virker hurtigt og giver mig en tiltrængt pause. Tim får en madras, og vi får lidt at spise og drikke. Men pludselig begynder babys hjertelyd at dykke.
Det går for hurtigt, siger børnelægen. Baby skal ud nu, og det må blive med kejsersnit.
Pludselig går tiden meget hurtigt. Vi bliver kørt ind på operationsstuen, og der går ikke mere end 20 minutter, fra lægen siger, at hun skal ud, til Eyva er født.
Eyva har kæmpestore blå læber og en mærkelig hovedform, fordi min krop har forsøgt at presse hende ud i flere timer. Hun bliver tjekket, får en maske på, og så får Tim hende i armene. Da Eyva kommer ud, er jeg stadig kun syv centimeter åben. Havde jeg skullet føde hende vaginalt, havde jeg været i smertehelvede flere timer endnu. Så jeg er faktisk lettet over, at det endte i et kejsersnit.
Det viser sig, at Eyva er stjernekigger, og hovedet lå skævt. Hun var aldrig kommet ud naturligt. Efter så lang tid og alle de smerter føles det hele surrealistisk og uvirkeligt. Men da jeg får hende i armene og lægger hende til, ammer hun med det samme. Det er helt naturligt. Som om det er noget, vi altid har gjort.
At føde er en vild oplevelse, og jeg er dybt imponeret over, hvad min krop kan. Jeg håber, at næste gang går bedre. Jeg er også ved at affinde mig med, at drømmen om en fødsel i vand nok aldrig går i opfyldelse på grund af kejsersnittet. Men uanset hvad der sker, så ved jeg, at min krop kan klare det.”
“De sætter koppen på, og fødselslægen beder mig om at presse”
Line Wennich Hesselland, 27 år, mor til Iben og Hartvig
“Jeg er på vej til børnesvømning med min søn Hartvig, da det føles, som om jeg tisser i bukserne. Jeg er 34 uger henne med mit andet barn, Iben, men slår det hen, fordi vi er sent på den.
Efter svømningen siver der stadig vand ud af mig, så jeg ringer til min mand, Mick, og siger, at jeg tror, vandet er gået. Han bliver lidt paf og kommer nærmest løbende ud af bilen, da han henter os. Jeg ringer til fødegangen, og sygeplejersken siger, at jeg skal komme ind.
Mick har ikke været med til en fødsel før. Jeg var også kun 34 uger henne, da jeg fødte Hartvig, og fødslen gik så hurtigt, at han ikke nåede at komme frem i tide. Så han får lige fem minutter til at trække vejret, mens jeg ringer til min familie og aftaler, hvem der henter Hartvig.
Da vi ankommer til fødegangen, ha jeg stadig ingen veer, så de vil lægge et ve-drop. Jeg er nervøs ved tanken. Jeg har nemlig hørt, at det kan give vestorme.
Som aftenen skrider frem, bliver jeg frustreret. Ved Hartvigs fødsel havde jeg fri bevægelighed kunne arbejde med mine veer, og jeg fødte på alle fire. Denne gang ligger jeg på sengen og er nærmest spændt fast af alle måleapparaterne. Veerne kommer uden pauser og er voldsomme og smertefulde.
Efter en time er jeg fire centimeter åben og siger ja til en epiduralblokade. Den virker mod smerterne, men efter noget tid fortæller jordemoderen, at der er noget med Ibens hjerterytme. Det er ikke noget, hun bliver nervøs over, men de tager en blodprøve, og mens jeg begynder at få presseveer, er vi pludselig mange, og der bliver trangt på stuen. Jeg hører ordet ‘kop’ blive nævnt.
HUN VAR STOR NOK
Da jeg fødte Hartvig, kunne jeg hele tiden mærke, at han blev skubbet længere ned med hver ve. Det føles, som om Iben sidder fast. De sætter koppen på, og det gør ondt. Jeg får kontakt med fødselslægen, og hun kigger mig i øjnene, beder mig trække vejret dybt og presse.
Jeg presser én gang, så kommer hovedet ud. Snart er Iben helt ude.
Hun skal tjekkes, men der er alligevel ro nok på til, at Mick kan klippe navlestrengen. Hun vejer 2.566 gram, hvilket er rigtig flot i 34. uge.”
Vi bliver indlagt på neonatal, og Mick går derned med Iben, mens jeg bliver på fødegangen for at blive syet. Det er supersyret og surrealistisk at gå fra at være 40 mennesker på stuen til pludselig at ligge alene på stuen med den jordemoder, der skal sy mig. Jeg får en telefon med lidt strøm på, og Mick sender mig billeder af ham, der står ved vuggen, og et, hvor han har Iben liggende på brystet.”
Selv om Ibens fødsel var meget modsat og ikke så positiv som min første oplevelse, havde jeg dog en frihed i at vide, at hun var stor nok til, at hun nok skulle overleve.
Hartvigs fødsel var hurtig, og jeg var bange, fordi det foregik i uge 34, og han lå i CPAP i en uge. Nu kom der en dejlig pige ud af det, og det er det vigtigste.”
“Jeg bliver så rørt over at få lov til at blive far”
Mikkel Rise, 33 år, far til Helmut
“De første veer kommer lørdag aften, men i mange timer efter sker der faktisk ikke rigtig noget. Min kæreste Fie og jeg joker lidt med hinanden om, at hvis det ikke bliver værre end det her, skal det hele nok gå.
Jeg glæder mig. Jeg har allerede købt børnebøger og læst højt for Fies mave. Jeg har også forberedt mig på fødslen. Jeg har kørt ruten fra vores hjem til hospitalet flere gange efter arbejde, fundet den bedste indgang, og jeg har lamineret en A4-side, hvor der står, at vi er på fødeafdelingen, som vi kan smække i forruden, hvis der er behov for at parkere lidt vildt.
Omkring klokken 18 ringer vi første gang til hospitalet, men de siger, at vi slet ikke er klar nok. Klokken 23 får vi samme besked, og da den bliver 01.30, tager vi endelig afsted. Vi vil gerne ind til nogle voksne.
Jeg er nervøs, og mit hjerte banker derudad. Da vi ankommer, holder vi front row ved hospitalet. Jeg sætter A4-siden i ruden, men tænker samtidig, at hvis det koster en parkeringsbøde, så fuck det.
To dage forinden har Fie fået hold i ryggen, mens hun pudsede vinduer. Hun har svært ved at bevæge sig, og lige nu er hun mere generet af de smerter end af veerne. Jeg finder en kørestol til hende og vi kører op til fødeafdelingen.
Jordemoderen tager det hele meget roligt. Hun undersøger Fie og konstaterer, at der ikke rigtig sker noget. Klokken er efterhånden blevet mange, og hun vil lige se, om der er plads til os, så vi ikke skal køre hjem igen. Om ikke andet lover jordemoderen at komme tilbage med en smertestillende cocktail mod Fies rygsmerter.
EN HOLDINDSATS
Vandet går, lige efter jordemoderen forlader stuen. Så er beskeden, at vi under alle omstændigheder er nødt til at blive. Det griner vi lidt af. Det hjælper.
Vi føler, at vi er i trygge hænder. Det kan ikke gå galt nu. Som mand står jeg samtidig med følelsen af, at jeg har klaret første etape, den del, hvor jeg på en eller anden måde kan være lidt i kontrol.
Det er blevet søndag, og omkring klokken 04 får Fie en epiduralblokade. Både for at dæmpe smerterne fra holdet i ryggen, men i særdeleshed mod veerne. Hun kan ikke sove, men jeg får en madras og lidt søvn, så jeg kan være frisk og hjælpe senere.
Klokken 07 er der vagtskifte, og vi får en jordemoder og en jordemoderstuderende, der skal hjælpe os. Det er på en eller anden måde en god distrahering, at der er en med, der skal lære noget af vores fødsel. Det virker positivt at bidrage på den måde. Samtidig hjælper det mig med at navigere gennem fødslen.
Så længe jordemoderen har overskud til at vejlede, er vi ikke langt nok henne i fødslen, og når jordemoderen ikke er nervøs, så ved jeg, at jeg heller ikke skal være det.
Før fødslen købte vi nogle timers fødselsforberedelse, og det er vi rigtig glade for. Vi har fået nogle værk tøjer, som vi får brug for under fødslen. Fødselsforberedelsen talte også meget om mandens rolle under fødslen, og hvordan jeg skal være min kærestes øjne og ører, så hun kan koncentrere sig om fødslen.
Da vi endelig står i fødselssituation, føler jeg på ingen måde, at jeg er praktisk gris. Det føles ærefuldt at tage imod instrukserne fra fagfolkene og følge dem, og der er intet tidspunkt, hvor jeg føler, at jeg er udelukket. Jeg føler, at fødslen er en holdindsats, og Fie og jeg får flere gange ros for vores samarbejde undervejs.
Der går nogle timer endnu. Da der er en halv time, til han kommer ud, går det op for mig, at vi skal have et barn. Jeg bliver ramt af en spøjs panikangst, som om det først der går op for mig, at nu er det nu. Det river mig lidt ud af kurs. Jeg er en følsom type, og jeg tuder flere gange undervejs.
Klokken 11.57 kommer Helmut endelig. Han er 54 centimeter lang og en ordentlig krabat på 3.585 gram.
Det er det vildeste at se ham, og en kæmpe drøm går i opfyldelse. Jeg bliver så rørt over at få lov til at blive far. Det er ikke alle, der får lov til at opleve det.
Vi har på forhånd aftalt, at jeg skal klippe navlestrengen. Jeg har set frem til det og troede, at der skulle ske alt muligt, men da det så sker, går det meget hurtigt, og jeg tænker ‘var det bare det?’.
Det overrasker mig, at fødslen har taget 18 timer. Man ser jo i filmene, at når vandet går, er det babubabu, men sådan forløb det jo slet ikke. Der er nogle ansigtsudtryk, jeg aldrig vil glemme, og jeg anede ikke, at Fie kunne råbe så højt. Men jeg synes jo også bare, at hun er mega sej.”