En ren numse
”Har dit barn kun tisset i bleen, er det ikke nødvendigt med vand og sæbe, som kan udtørre den sarte babyhud. Er der afføring, er det selvfølgelig vigtigt at rense huden, og her kan olie faktisk være godt til at løsne snavs. Husk også at vaske godt i alle folderne, både i bleområdet og på resten af kroppen, så der ikke samler sig en masse skidt der. Det er ikke nødvendigt at bade dit barn hver dag,” siger sundhedsplejerske Anette Straadt.
TIP!
Husk også at rense bag barnets ører. De første dage vil der typisk sidde lidt fosterfedt her, og senere kan der samle sig både savl og gylp.
Fjern eller forebyg arp
”Arp er en overvækst af en svamp, som er naturlig på huden, men den kan vokse for meget og blive til flager i hovedbunden. Du kan forebygge det ved dagligt at frisere barnets hovedbund – uanset mængden af hår – med en tættekam. Det sætter gang i blodcirkulationen og giver luft til hudlagene. Hvis dit barn er plaget af arp, kan du smøre lidt olie – madolie eller babyolie – i håret og lade det sidde en time eller natten over, inden du løsner det med en tættekam. Når du har redt håret /hovedbund er det vigtig at vaske håret med en parfumefri mild shampoo og skylle grundigt efter med lunkent vand.” siger sundhedsplejersken.
Klip barnets negle
”Dit barn skal helst ikke have lange negle, for så kan det rive sig selv, så hold øje med længden, og klip dem, når det er nødvendigt. Det kan være en god idé at gøre det, når barnet sover og dermed ligger stille. Husk at klippe lige over og ikke runde neglene,” anbefaler sundhedsplejersken.
Rens barnets ører
”Du bør kun rense dit barns ører, hvis der er synligt ørevoks eller snavs, og du skal også være meget forsigtig, da man nemt kommer til at skubbe ørevoks længere ind. Brug en tyk vatpind særligt til babyer eller din lillefinger og en klud, og hold dig til at fjerne snavs i det ydre øre,” råder sundhedsplejersken.
SOS mod rød numse
”Har dit barn fået rød numse, er det først og fremmest vigtigt at lade enden lufttørre. Lad dit barn ligge uden ble en halv times tid på et håndklæde, og brug eventuelt en hårtørrer på lav varme til at tørre helt ind i folderne. Smør eventuelt med et tyndt lag zinkcreme,” anbefaler sundhedsplejersken.
Et gammelt effektivt husmoderråd mod særligt røde blenumser er kogtvandsklude:
Klip et lagen, en stofble eller andet gammelt bomuldsstof i størrelser, der passer til barnets numse. Kog og afkøl stofstykkerne, vrid en af kludene og læg den på babys numse, der hvor huden er synligt rød, før du lægger en ren ble på.
Skift kluden ved hvert bleskift og brug ikke cremer eller salver sammen med kludene.
I gamle dage
Har du hørt om det gode gamle råd med at bruge kogtvandsklude mod en rød numse? Den er god nok, siger sundhedsplejerske Anette Straadt. Du klipper små stykker bomuld, koger dem op i vand, og opbevarer dem fugtigt i en beholder. Ved hvert bleskift, lægger du en ny klud på. De suger syren fra urinen væk fra numsen, så den hurtigere kan hele!
TIP!
Din babys hud er selvsmørende, så det er ikke nødvendigt at smøre den med creme hver dag. Put hellere lidt olie eller allergimærket vaske-
gel i vandet, hvis huden virker tør.
Kilde: Anette Straadt, sundhedsplejerske, forfatter og stifter af Klub Æblebørn.
Du kan forebygge arp ved dagligt at frisere dit barns hovedbund med en tættekam. Det sætter gang i blodcirkulationen og giver luft til hudlagene. Hvis dit barn har fået arp, så kan du smøre lidt olie i hovedbunden og lade det sidde en time eller natten over, inden du løsner det med en tættekam.
Arp er en helt almindelig form for godartet hudvækst, der ofte opstår i hovedbunden hos babyer eller små børn. Normalt er arp ufarligt og behøver som sådan ikke at blive fjernet, hvis du ikke ønsker det. Arp kan dog for nogle være ubehageligt, fordi det holder på kropsvarmen og dermed også kan give kløe i hovedbunden.
9 råd til at gøre din babys første bad til en dejlig oplevelse. Sundhedsplejerske Anette Straadt guider dig på vej.
Små børn bider i, og sutter på legetøjet. Det stiller store krav til produkterne. Hos BabySam tager vi dette ansvar meget alvorligt. Gennem nøje udvælgelse af de bedste producenter og produkter har vi sikret os, at du trygt kan handle legetøj hos os. Men hvilket legetøj passer bedst til de forskellige alderstrin? Vi har samlet nogle idéer som er alderssvarende til de små og som de vil elske.